4-LISTEN: DET VI SIGER
KANAL 4

I den ærlige og humoristiske programserie 4-Listen: Det vi siger kommer sandhederne for alvor frem, når 20 kendte kvinder graver dybere i kvinders inderste tanker. For hvad er i virkeligheden vigtigst for kvinder, når det handler om magt, mænd, sex og veninder?

Udgangspunktet er en landsdækkende undersøgelse lavet af det internationale analysefirma YouGov, der har spurgt 1000 danske kvinder, hvad de synes er vigtigst ud fra 10 temaer. I hvert program bliver en humoristisk og sjov Top 10 sat under lup af 20 modige og ærlige kvinder heriblandt Anne Sophia Hermansen, Christiane Schaumburg-Müller, Sara Bro, Lina Rafn, Anne Sofie Espersen og Eva Harlou.

De har alle sat sig i den varme stol og taler om følsomme emner som mænd, utroskab, veninder, dating, sex, hemmelige laster, parforhold, magt, løgn og hvad kvinder ikke kan undvære. Og der bliver ikke lagt fingre imellem, når de siger deres helt ærlige, uforbeholdne og meget personlige mening om de – til tider – meget overraskende resultater fra undersøgelsen.

For hvad taler kvinder egentlig om? Hvor meget betyder veninderne? Hvordan står det til med sex, kærlighed og parforhold? Og hvad er det i virkeligheden, kvinder gerne vil have?